Annonce
Der har de seneste år været adskillige trends med oprydning, organisering og så videre. Og det er alt sammen fint nok, men er det ikke bare endnu et ideal, der er svært at leve op til? For eksempel den søde japanske dame, der fortalte os, at vi skulle sige pænt farvel til ting, vi ikke bruger?
Det er realistisk nok, hvis man er sikker på, man ikke får brug for tingene igen. Men bor du i en lille lejlighed og ved ikke, hvornår du skal stå på ski igen, så giver det ikke så meget mening at sige pænt farvel til dine ski lige med det samme. For genbrug er jo også vigtigt!
Opbevaring er nøgleordet
Noget af det bedste du kan forkæle dig selv med, er ekstra opbevaring. Har du et hjem, der er stort nok, kan nogle store garderobeskabe være guld værd. Her kan du både gemme overtøj, skiudstyr og alle de rengøringsartikler, som støvsuger og moppe, der ikke er plads til andre steder.
Oprydning betyder nemlig ikke nødvendigvis udsmidning af alt, hvad du ikke har brugt det seneste år. Det kan også bare være at omarrangere og ordne de ting, du tror du får brug for igen.
Har du et kælderrum, så er det også et godt sted til mange af dine ting. Pas på med skødesløst bare at kyle alt ned i rummet, for du skal også kunne finde det igen. Og jo pænere du placerer tingene dernede, jo mere kan der være.
Noget af det bedste er dog, hvis du har mulighed for at bruge penge på et opvarmet opbevaringsrum. For at have for eksempel møbler eller dyner liggende i kælderen kan resultere i skimmelsvamp og råd, og det hjælper ikke så meget på genbrugssituationen.
Hvor skal jeg starte?
Har du nogle ting du altid lægger på alle mulige tilfældige steder? Så start med dem! Er det nøglerne, så skaf dig et lille nøglehus eller en nøgleskål. Det handler generelt om, at alle tingene skal have faste pladser. For der er ikke noget mere demotiverende end bare at flytte rodet fra det ene sted til det andet.
Det næste du skal gøre, er at være realistisk. For ja, du kan sagtens komme ud at stå på ski inden for de næste år igen. Men kommer du nogensinde til at læse den bog om strikning du købte i et tilfælde af optimisme, dengang landet lukkede ned?