Boligtips til at få mere plads

Bor du i en lille lejlighed eller kunne du bare godt bruge lidt mere plads? Det er en problemstilling, som de fleste kender til. Men hvordan løser man problemet bedst muligt? Den oplagte mulighed er selvfølgelig en tilbygning, så man får flere kvadratmeter at brede sig på, men det er langt fra alle steder, hvor det er muligt. Derfor vil vi her komme med en række boligtips, som du kan benytte dig af, til at få mere plads i din bolig.

Brug væggene til opbevaring

Vægge kan bruges til langt mere end dekoration, kunst og plakater. De kan også bruges til opbevaring. Udnyt dine vægge ved at tilføje hylder eller skabe, som du kan bruge til opbevaring. Ved at flytte opbevaringen væk fra gulvet og op på hylder, vil dine rum virke større og du vil få mere plads.

Hos rigtig mange mennesker er der utrolig meget uudnyttet plads på væggene, som kan frigøres til opbevaring eller andre praktisk formål.

Kombinationsmøbler er geniale

Hvis pladsen er trang, er såkaldte ”kombinationsmøbler” en genial opfindelse. Men hvad er kombinationsmøbler, tænker du måske? Det er i al sin enkelthed møbler, som tjener flere formål eller som kan være to ting på én gang.

Et godt eksempel er sovesofaen. En sovesofa er både en sofa og en seng. Dvs. du bruger den som almindelig sofa om dagen, og hvis du får gæster på besøg, har du allerede en gæsteseng klar, og behøver dermed ikke have en ekstra seng stående eller have et decideret gæsteværelse. Du kan også selv vælge at bruge sovesofaen som din egen seng og dermed udnytte pladsen i soveværelset til noget andet.

Er du i tvivl om, hvilken sovesofa du skal vælge så se denne liste.

Udnyt pladsen under trappen

Når det handler om at få mere plads, så handler det grundlæggende om at udnytte hver en kvadratmeter. Har du fx en trappe i dit hus eller lejlighed, kan du med fordel udnytte det rum, der er under trappen, til fx opbevaring eller sågar en kontorplads (alt afhængig af hvor meget plads der er).

Der findes indretningsfirmaer, som specialiserer sig i at skræddersy løsninger til netop rummet under trappen, som du kan få hjælp af. Men du kan også sagtens selv stå for indretningen ved fx at tilføje en reol, hylder eller andet under trappen, som kan bruges til opbevaring. Du kan også stille tasker, sko, sportsudstyr, paraplyer eller støvsugeren under trappen – Mulighederne er næsten uendelige. Det vigtigste er, at du husker at udnytte pladsen.

Det er dog ikke kun rummet under trappen, som du bør udnytte. Det er også den plads, der er under både din seng og din sofa – her kan du også sagtens opbevare en masse, som dermed ikke ligger og roder andre steder.

Vær kritisk

Det næste tip på vores liste handler ikke så meget om, hvad du kan gøre ved din bolig, eller hvad du kan købe for at gøre den mere rummelig og få mere plads. Det handler derimod mere om, at du skal huske at være kritisk overfor de ting, du allerede har.

Vær kritisk med, hvad du har stående i dit hjem. Der er helt sikkert masser af ting, som du har stående, men som du reelt aldrig rigtig bruger. Overvej at skaffe dig af med de ting – Enten ved at forære dem væk, sælge dem eller smide dem ud. Du kan selvfølgelig også vælge at få dem opbevaret et sted, til du får mere plads. Det vigtigste er egentlig bare, at du er kritisk og får taget stilling til de ting, du allerede har. Jo flere ting du har, jo mindre plads er der, og jo mere rodet vil dit hjem formentlig se ud.

Hold orden i dit hjem

Vores næste råd læner sig lidt op ad det foregående. Det handler nemlig om vigtigheden af at holde orden i sit hjem. Jo mere rodet der er, og jo flere ting der ligger synligt fremme, jo mere trangt vil rummet virke. Sørg for at få opbevaret det der kan opbevares og hold orden i dine ting. Du vil opleve, at dit hjem vil føles større, og du vil føle, at du har mere plads, hvis du bliver bedre til at holde orden i det, du har.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *